Når lyset falder på et menneske

MR. SAITOS REJSEBIOGRAF foregår i Argentina og Canada, men først og fremmest på Upper Puffin Island. Hvad er det for en ø, og hvor ligger den? Og hvorfor skal handlingen lige præcis udspille sig hér?

Øen findes mest i mine drømme, men ligner meget den ø, som mine forfædre fra Palermovej emigrerede til i det østligste Canada tilbage i 1920’erne.

Jeg elskede at høre om øen, da jeg var barn og boede senere selv i Montreal som ung. Canada har altid betydet noget særligt for mig.

Øen i romanen var perfekt for mig at skrive ind i, fordi en ø er et samfund i sig selv, hvor man på mange måder er afhængige af hinanden. Og sømandshjemmet Betlehem i romanen er et slags Noas ark for sarte sjæle og har sit helt eget kredsløb.

Jeg valgte en canadisk ø, fordi den har de stejle klipper, høj himmel, det vilde oprørske Atlanterhav, Titanic i dybet ikke langt derfra, fiskertro, druknedød, skønhed, den fantastiske natur, kirken og alt det, der sætter livet på spidsen. Jeg ledte efter et sted, der balancerede på kanten af verden, ligesom vi selv gør til tider.

Hvad kan du fortælle om romanens hovedpersoner Lita, Fabiola og Oona? 

Lita er historiens fortæller, undfanget på et dansegulv i 1927 i Buenos Aires – et gammelklogt barn, med en usynlig ven. Hun kender ikke sin far og længes bare efter familie, nærhed og fællesmængder. Lita har desuden en livlig fantasi og en umættelig appetit på livet.

Litas purunge mor er den smukke langbenede Fabiola med zebrastøvlerne, der altid er på jagt efter frihed og det næste tangoeventyr. Fabiola er førstesælger i byens dyreste skobutik og sender folk afsted på fnuglette morgenskyer …

Lita hænger på og drømmer kun om at høre til et sted. Hun leder efter tryghed, mens Fabiola hele tiden søger friheden, evigt strejfende efter de spændende sko, der krydser deres vej, forsvinder Fabiola ud på sine egne eventyr, mens Lita må lære at blive stærkere i sig selv og finde sine ekstra familiemedlemmer andetsteds.

Da Fabiola og Lita må flygte fra Argentina, finder Lita sin første spæde kærlighed på den canadiske ø, Upper Puffin Island. Det er fiskerdrengen Elliott, som har rav i øjnene. Hun finder også kærlighed hos ejerne af Betlehem, hvor den jævnaldrende døve pige Oona bor. Sømandshjemmets efternøler er en solid lille klippe, og de to piger former et ubrydeligt bånd. Det viser sig endda, at Oona er fuld af overraskelser.

Hvem er mr. Saito?

Mr. Saito er et æterisk væsen med borsalinohat, oprindeligt fra Japan, der rejser rundt med sin rejsebiograf på de omkringliggende øer. Han kommer til Upper Puffin en gang om året og skaber filmmagi for hele øen. Her lærer han Lita og Oona, at det mest magiske filmklip er det billede, vi selv sætter ind som publikum. At et af menneskets smukkeste træk er vores fantasi og forestillingsevne. 

MR. SAITOS REJSEBIOGRAF bugner af historier om tango, lyddesign, søfart, filmmagi og græsk mytologi. Hvad har været det sjoveste at researche? Og det sværeste?

Ja, jeg har været lidt over det hele: Vandstanden i Nova Scotia. Fisk, Apollon, tonefilm, tangotrin, Anden Verdenskrig og Argentina i 1920’erne.

Allermest har jeg dog talt med folk, der ved mere om forskellige emner, end jeg selv gør, og det har været så sjovt og inspirerende … jeg har mødt filmklippere, fiskere og lydkunstnere. Og har sågar haft en jonglør hjemme i stuen …  

Kan du selv danse tango? 

Nej. Jeg er totalt fodblind og hader faste trin … danser mere som bjørnen Baloo. Det er jeg til gengæld ret god til.

Fabiola har et meget passioneret forhold til sko. Har du selv ejendele eller et fænomen, du er lige så passioneret omkring?

Røde kjoler og snekugler.

Du har indtil videre skrevet to romaner, HØJSANGEN FRA PALERMOVEJ og nu denne. Begge romaner er skrevet med humor og medrivende fortællekraft, men der sker også alvorlige og triste ting. I MR. SAITOS REJSEBIOGRAF siger mr. Saito, at man skal passe på med at klippe det ulykkelige fra i film og i livet. Er det en livsfilosofi, du selv har?

Ja, på den lange bane, selvom det er ulideligt undervejs. Man må jo godt stille den sørgelige film ind i skabet nogle år – for lige at sunde sig – men i sidste ende tager man det hele med, lærer af sorgen og husker, at der også var noget dejligt i det kys, eller forstår måske, hvorfor man aldrig mere skal kysse den type frø igen. Vi kan blive så kloge, hvis bare vi ikke suser videre og fortrænger det svære.

Du har selv fortalt historier som maler, musiker, sangskriver og forfatter. Det er tydeligt, at du elsker “en god historie”. I din nye roman er det især film, der bruges som medie til at fortælle. Hvad er dit eget forhold til film?

Jeg elsker film. Måske fordi de har det hele: billederne, dialogen, musikken og bevægelsen. Jeg må have set film som The Royal Tenenbaums, Ingen er fuldkommen, Fanny og Alexander og Godfather 1 & 2 mindst tyve gange og helst, mens jeg spiser risalamande.

Jeg kan nørde dialoger (helst de overraskende), følge større slægter gennem en lang langfilm eller smage på små optrin, som når Jack Lemmon spiller maracas (og bas i et dameband). Film minder mest om drømme, og når jeg skriver, tænker jeg på siderne, som om de var levende billeder.

Både HØJSANGEN FRA PALERMOVEJ og MR. SAITOS REJSEBIOGRAF er store fortællinger om kærlighed, familie, eventyr og om at høre til. HØJSANGEN udkommer på indtil videre på 19 sprog, og flere af de udenlandske medier trækker tråde til John Irvings forfatterskab. Hvad eller hvem inspireres du af?

Af malerier og film tror jeg, men selvfølgelig også fantastiske bøger gennem tiden som Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog, Kanelbutikkerne af Bruno Schulz, Tove Janssons Sommerbogen, Med natten mod vest af Beryl Markham, John Irvings Æblemostreglementet og alle de magiske fra Sydamerika. Også bøger om at skrive såsom Big Magic af Elisabeth Gilbert.

Hvad er det, der sker, når lyset falder på et menneske?

Så bliver mennesket helt gennemsigtigt, smukt og fuldt af håb, og alle kan pludselig se det. Lyset opstår oftest ved lydhørhed, anerkendelse og så lige det at få en hestesko fra andre.

Jeg har set det igen og igen, når jeg har undervist folk i at skrive sange (både børn, indsatte i Vridsløse og såkaldt helt almindelige mennesker) – at en genert, klodset eller slagen mus i hjørnet pludselig fylder rummet med alt, hvad der er dem. Nogle gange bliver man næsten blændet af al den skønhed, der bliver lagt i fremkaldervæsken.

Min største glæde har altid været at finde dem, der stod lidt langs panelerne og få dem ud i lyset. Så har man jo også selv en chance …