Vibeke Marx fortæller om KLAPSEJLER

KLAPSEJLER er en roman om kærlighed på tværs af skillelinjer, og om de skæbnesvangre konsekvenser, det får for alle involverede.

Da jeg fik min uddannelse til pædagog, handlede den dominerende diskussion om arv kontra miljø, og vi var mest optaget af miljøet, for det var jo det, vi havde mulighed for at præge. Med romanen om Leander har jeg forsøgt at forestille mig, hvordan et næsten forudsætningsløst barn indtager verden. Han er alene, da han får den første tand, tager sine første skridt, siger sit første ord, og hvad gør det ved et menneske, at der ikke er nogen til at sige ih og åh og gribe én når man falder?

Leander lytter sig til verden, som for ham bliver til musik, og jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvordan han bid for bid får sin lille tilværelse til at hænge sammen gennem musikken, og hvor skræmmende det er for ham at bevæge sig ud i den verden, som består af meget andet end lyd.

Han bemærker, hvordan kammeraterne uden videre lader sig berøre af en morfar eller søster og indser forskellen på dem og ham selv, der ikke tåler noget uventet og, uanset han er omgivet af mennesker, forbliver stiv og isoleret.

Man kan spørge, hvorfor Bine, den kone på Lammefjorden, som skjuler ham, ikke tilbyder den omsorg, han så åbenlyst mangler, men man må huske, at romanen foregår i en tid, hvor forældre blev frarådet at besøge børn på sygehus, fordi de græd ved afskeden. Følelser skulle holdes nede, så de ikke blev ukontrollable, og Bine ved, at hun skal skilles fra Leander på et tidspunkt og synes, det er bedst at lade være med at vække noget, der kunne gøre ondt, også hos sig selv, tror jeg. Derfor opbevarer hun ham som en skat, hun er blevet betroet, og falder ikke, selv om trangen er næsten ubærlig, for fristelsen til at tage ham på skødet. Læseren vil forhåbentlig opleve det frustrerende, det gjorde jeg i hvert falds selv.

Leander føler sig mere fortrolig med patienterne i Den gule By, som man kaldte Statshospitalet, Nykøbing Sjælland, end med de såkaldt normale og besøger regelmæssigt Astrid, kaldet Buldoggen, og Iván, som han instinktivt forstår. De er begge berøvet evnen til at tale (Iván på grund af lobotomi) og udtrykker sig gennem henholdsvis musik og maleri, og Leander fornemmer, at Iván, ligesom han selv, er flettet ind i kunsten, at den er forudsætningen for, at han overhovedet holder ud at leve. Han ved ikke, at Iván er hans far, og at moren og Iván, og dermed han selv, straffes for at have brudt nogle meget faste sociale koder, der går ud på, at patienter gerne må hjælpe med rengøring, havearbejde og børnepasning, men aldrig indgå i en tæt relation til en person fra den anden side. Da Sigrid, hans mor, blev gravid, var det så skamfuldt, at hun blev deporteret til Lammefjorden med henblik på at gennemgå en ulovlig abort, og Iván udsattes for det hvide snit.

Historien er fuld af sindssyge, der var store kunstnere, man kan f.eks. nævne Anny Berntsen, der skabte Folketingets talerstol, og til sin død var indlagt i Nykøbing, og jeg har villet vise Iváns smerte gennem hans malerier, der alle sammen er skåret midt over, idylliske på den ene side, splintrede i tusind stykker på den anden. Vi overvejede faktisk at eftergøre det på romanens forside, men det blev simpelthen for grimt.

Som skabende menneske interesserer jeg mig naturligvis for andre kunstarter end min egen. Jeg har ikke det mindste forstand på musik, men jeg synes, jeg kan høre musikken i sproget, jeg kan i hvert fald høre, når den ikke er der, så jeg læser min tekst højt et utal af gange for at finde og ændre de steder, hvor den falder død til jorden. Det må den ikke, sproget skal have en rytme, så man har lyst til at fortsætte, selv hvor det ser sortest ud.

Når romanen udkommer, er alle de her overvejelser jo uinteressante, nærmest som ritråde i et sytøj (formentlig overbrugt metafor), og jeg kan glemme, hvorfor jeg kasserede noget og tilføjede noget andet. Men enkelte ting tager jeg med mig, for Klapsejlers vedkommende mit møde med et såkaldt “paradesengekammer” på Stockholm Slot, som satte hele historien i gang og en sten med en edderfugl på, der har en særlig betydning for Sigrid under graviditeten.  Stenen stikker op af vandet i det, jeg kalder armhulen, hvor Odden bliver til Sjællands venstre arm, og jeg besøgte den hver eneste dag, mens jeg bryggede på historien. Forleden tænkte jeg på, at jeg snart skal op og se, om fuglen sidder på sin sten, men så slog det mig, at den er flyttet ind i bogen og muligvis aldrig viser sig for mig mere.