Da kvinderne fra Sprogø fik stemme

Vibeke Marx var med romanen Skygger fra Sprogø den første, der beskrev anbringelsesanstalten på Sprogø i skønlitterær form. I 2023 er det 100 år siden, hjemmet på Sprogø åbnede.

Da Vibeke Marx i 2007 skrev romanen Skygger fra Sprogø, var der ikke mange, der kendte til anstaltens historie. ”Jeg havde aldrig hørt om Sprogøanstalten, før der – i forbindelse med Storebæltsbroens opførelse – kom meget fokus på Sprogø, derunder også de anbragte kvinder. Siden blev jeg bekendt med, at kvinder på min alder, især hvis de voksede op i Korsør eller Nyborg, somme tider som børn var blevet truet med at blive sendt til Sprogø, hvis de var for uregerlige, men selv vidste jeg som sagt ingenting. Ikke engang da jeg som nyudklækket pædagog arbejdede under åndssvageforsorgen, som det hed dengang, hørte jeg nogensinde tale om øanstalterne,” fortæller forfatteren, der gennem hele sit forfatterskab har beskæftiget sig med udstødte og oversete kvindeskæbner.

Sprogø, Brejning, Livø

Pigehjemmet på Sprogø blev oprettet som en del af De Kellerske Anstalter, der fra 1899 talte anstalten i Brejning og fra 1911 også Livø. Målet med anstalterne var at isolere uønskede individer – der blev betragtet som åndssvage og/eller kriminelle – fra samfundet og dertil undgå, at de fik børn. I 1923 åbnede hjemmet på Sprogø, hvor piger og kvinder anbragtes. For en del af kvinderne var der tale om, at de var ”moralsk defekte” – løsagtige og uregerlige. Tanken om, at seksuel aktivitet uden for ægteskab var farlig for samfundet, var kendetegnende for tidens socialhygiejniske teorier, der gik ud på at forhindre udbredelsen af dårligt arvemateriale i befolkningen. Af samme grund var vejen væk fra Sprogø ofte at sige ja til at blive steriliseret, selv om det er tvivlsomt, hvor meget informeret samtykke, der egentlig var.

Anstalten på Sprogø blev nedlagt i 1961, og glemslens slør lagde sig over den. Historien om Sprogø var indtil for få år siden en stort set glemt og gemt del af danmarkshistorien. Sprogø er ikke en ø, det var let at komme til, og dens utilgængelighed var formentlig medvirkende til, at den gled ud af den offentlige erindring. Da Storebæltsbroen blev bygget, fik Sprogø pludselig en central placering, og beretningerne om de anbragte på Sprogø begyndte at finde vej ind i den kollektive bevidsthed igen. Vibeke Marx var med Skygger fra Sprogø den første skønlitterære forfatter, der for alvor gav kvinderne fra Sprogø en stemme.

Skammen

”Det var en autoritet, Keller, der fik den strålende ide at gemme uønskede elementer væk, så de ikke skulle formere sig og grise vores perfekte samfund til. Imidlertid viste det sig, at der ikke var så mange sexgale og åndssvage piger, så man måtte tage nogle helt normale og seksuelt uerfarne med i købet, vel at mærke piger fra fattige kår. Der var, så vidt jeg ved, ingen bedsteborgerdøtre anbragt, selv om der vist ikke er evidens for, at hverken intelligens eller anstændighed stiger i tak med opstigning i samfundet,” siger Vibeke Marx, der hurtigt blev overbevist om, at hun ville skrive en roman om Sprogøpigerne. ”Jeg hørte radio og gjorde rent, husker jeg, og som det gælder for næsten alle mine romanpersoner, faldt Magda ned i hovedet, så voldsomt at jeg måtte sætte mig for at få vejret,” fortæller Marx om sin hovedperson, Magda, der anbringes på anstalten som ganske ung. Ikke fordi hun egentlig er hverken løsagtig eller småt begavet, men fordi Sognerådet er interesseret i at få lempet flest muligt uforsørgede børn over sognegrænsen, så de ikke skal betale for dem – og Magdas mor er enlig med mange børn. ”Magda er dårligt stimuleret, men ellers helt normalt fungerende. Hun har ingen anelse om, hvorfor hun bliver skilt fra sine søskende og ender på en ø. Hendes manglende erfaring gør også, at hun er et let offer, første gang en mand taler venligt til hende og gør hende gravid.”

I gennemsnit varede en anbringelse på Sprogø syv år. Skammen ved at have været på Sprogø varede til gengæld hele livet. I Skygger fra Sprogø er det ikke alene Magda selv, der skal leve med skammen, den nedarves i flere generationer. Efter romanens udgivelse mødte Vibeke Marx flere, der kunne fortælle om den nedarvede skam, om den tavshed, der omgærdede et familiemedlem: ”Jeg husker mest de stille reaktioner. En kvinde, der efter et foredrag, fortalte mig, at de sidste kvinder, da anstalten lukkede, var havnet på en institution tæt på mit hjem på Fyn, henvendelser fra mennesker, som det var gået op for, at noget tys-tys vedrørende en moster eller faster skyldtes, at hun havde været på Sprogø.”

Nutidens anbragte

Tavshedskulturen omkring de anbragte på De Kellerske Anstalter er i dag i opløsning, og med beretninger fra tidligere anbragte, deres efterkommere, forskere og forfattere kan det føles, som om der er sket et endeligt opgør med forholdene for anbragte og udstødte. ”Jeg tror, når vi ser på datidens anbragte, at vi forstår, hvor grusomt samfundet handlede. Og måske bilder vi os ind, at noget lignende ikke kan ske i dag på grund af en større gennemsigtighed, TV fra fængsler og børnehjem, for eksempel,” siger Vibeke Marx. Men alt er ikke gjort med et opgør med fortidens måde at drive institutioner på. ”Vi skal lade være med at lukke øjnene, passe på med lette løsninger og være på vagt over for autoriteter. I øjeblikket har vi jo en del flygtninge anbragt, som ikke har gjort andet end at være bange. Det er der tilsyneladende mange, der har det helt fint med. Trangen til at udskille dem, der ikke ligner os, er meget stærk, og hvis vi virkelig ønsker at undgå disse umenneskeligheder, bør vi have empati på skoleskemaet lige fra nulte klasse.”

Redaktør Nanna Rørdam Knudsen