Historien om Stieg Larsson

Historien om Stieg Larsson kan fortælles som en tragedie: Manden, der arbejdede dag og nat og sled sig selv op, og som aldrig nåede at opleve sin egen verdensomspændende succes. Men den kan også fortælles som en triumf: Manden, der hele sit liv kæmpede for det, han troede på – og som fik skrevet sine ideer ind i populærkulturen med en sådan gennemslagskraft og flyvehøjde, at verden sjældent har set noget lignende.

Stieg Larsson (1954-2004) havde planer om ti kriminalromaner, men nåede at skrive tre, Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, før han døde af en blodprop den 9. november 2004, kun 50 år gammel. De tre romaner om hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist er ikke alene underholdende og spændende krimier, der har opnået en enestående, verdensomspændende succes. I de tre krimier er hele Stieg Larssons livsprojekt nedfældet. Han nåede aldrig at opleve udgivelsen af dem.

Da Stieg Larsson posthumt blev kåret til æresborger i Umeå, hvor han boede fra han var 9 til han var 21 år, lød motiveringen: Når ord sammensættes til sætninger, kan de skabe ny mening. Stieg Larsson gik hele vejen som journalist og i et forfatterskab uden sidestykke. Stieg Larsson har kombineret den gode fortælling med en ubøjelig holdning til medmenneskelighed, demokrati og kvinders rettigheder.

Der er ingen tvivl om, at netop de tre ting var Larssons hjertesager, som han på forskellig vis kæmpede for hele sit liv – som politisk aktiv, som journalist og afsluttende som forfatter.

Stieg Larsson voksede op i det nordlige Sverige, hvor han allerede fra en ung alder var politisk engageret. Som ganske ung drog han til Etiopien, hvor en voldsom borgerkrig rasede. Her hjalp han med at træne guerillasoldater. I løbet af 1980’erne og 90’erne koncentrerede Larsson sig om at registrere den ekstreme højrefløjs aktiviteter i Sverige, der på det tidspunkt var hjemsted for en voksende, nynazistisk bevægelse. Da hans arkiv blev opdaget, viste omfanget af hans arbejde sig – og ser man nærmere på det, er det en alarmerende skildring af Sverige fra 1960’erne til i dag. Det kan man se mere om i filmen ”Manden der legede med ilden”, der fortæller historien om Larssons stædige arbejde.

I 1995 dannedes foreningen Expo, der udgav tidsskriftet af samme navn. Bladets formål var antifascistisk og antiracistisk, og mere end én gang blev de ansatte udsat for alvorlige trusler på grund af deres graverjournalistik. I 1996 førte det til attentater mod både salgssteder og bladets trykkeri. Frem til sin død var Stieg Larsson chefredaktør, og Expo er tydeligvis inspirationen til bøgernes Millennium, hvor Mikael Blomkvist arbejder, og som har givet serien sit navn.

Stieg Larssons Millennium-serie satte allerede ved sin udgivelse nye standarder for krimien. Ikke alene har Larsson tydeligvis styr på sine krimibyggesten, når han i Mænd der hader kvinder leger med klassiske motiver som økrimien, for at glide videre til politisk thriller og retssalsdrama senere i serien. Han skabte med romankarakteren Lisbeth Salander også noget radikalt nyt. Det er let at overse i dag, hvor mange Salander-kloner har set dagens lys sidenhen, men før Larsson havde ingen set noget, der lignede.

Salander er blevet kaldt en slags Pippi Langstrømpe, en tegneseriefigur, en hævnende furie, og hun er det hele i en unik sammenblanding, der konstant stiller læseren svære spørgsmål om moral, selvtægt og retfærdighed og stiller handling overfor passivitet på en måde, der også stiller læseren til ansvar: Hvor står DU? Med makkerparret Blomkvist og Salander bringer Larsson også det politiske tilbage i krimien. Den svenske krimi har siden Sjöwall og Wahlöö i 1960’er og 70’erne haft et samfundskritisk sigte, men med årene var kritikken forstummet lidt og blevet mere tam. Dét ændrer Larsson på. Vist vil han underholde. Men han har først og fremmest brændende budskaber, der skal frem og ud på den bredest mulige platform. Og når Lisbeth Salander har fængslet så mange millioner af læsere verden over, så er det måske, fordi vi faktisk forstår, at den uret, der er overgået hende, også kunne ramme os selv. Hun er offer for et grotesk system, en stat i staten, som ingen holder øje med, hun er det enkelte menneske, der står over for overmagten. Men Lisbeth Salander finder sig ikke i det. Hun slår igen. Med næsten gammeltestamentlig vold i salig kombination med den moderne verdens digitale muligheder.

Stieg Larsson oplevede ikke selv Millenniums succes. Men det univers, han skrev frem, lever stadig, og med Lisbeth Salander skabte han en moderne heltinde. Både stærk og sårbar. Svigtet af samfundet har hun opgivet fællesskabets normer og skabt sine egne, der udfordrer læseren og kalder på handling. Hverken Lisbeth eller hendes skaber ser nogen undskyldning for, at mænd, der hader kvinder, skal have så stor mulighed for at udøve deres vilkårlige magt.